Historie

Det startede i 1982

Hasselvang er drevet af Tommy og Karina, som begge er en fast del af den daglige drift af gården og pasningen af grisene. Fundamentet til Hasselvang startede tilbage i 1982, da Tommys far, John, købte gården. Hvad der er sket siden da, kan du læse om her på siden, hvor vi også deler vores passion for faget og vores vision for fremtiden.

1982

Købte John gården

2009

Overtog Tommy gården fra sine forældre

Historien om Hasselvang

Gårdens smukke hasseltræer, som er det første, du ser, når du kommer til indkørslen, har givet navnet til Hasselvang, som har været i familien i to generationer. Tilbage i 1982 købte John gården, som dengang udelukkende bestod af én stald og 60 hektar. I stalden producerede John et sohold, hvor de selv stod for at udvælge avlssøerne, men til gengæld fik aftaget smågrisene, da de ikke havde en klimastald til dem selv.

I 2005 blev gårdens klimastald bygget 2 km fra Hasselvang. Den består af 2.200 stipladser, og det er her, Hasselvangs smågrise har huse. Da stalden blev bygget, kom Tommy hjem for at arbejde med sine forældre og hjælpe dem med bedriften. Med klimastalden fulgte yderligere 40 hektar, hvilket nu gav Hasselvang samlet 100 hektar.

Det var tid til et generationsskifte i 2009, hvor Tommy overtog gården fra sine forældre. Tommys far fortsatte dog med at arbejde i produktionen, og i dag er det stadig ham, der har ansvaret for smågrisene og deres daglige trivsel i klimastalden.

Drømmen om at have hele produktionen fra pattegris til slagtegris blev til virkelighed i 2016, hvor Tommy fik forhandlet en aftale om leje af en slagtesvinsstald, som ligger 20 km væk fra Hasselvang. Nu kunne vi selv aftage vores smågrise, hvilket var en milepæl for visionen for Hasselvang. Det betød samtidig, at der blev ansat en mand mere, nemlig Morten, som i dag har ansvaret for soholdet i løbestalden og drægtighedsstalden.

Siden 2018 har Karina også været en del af bedriften, hvor hun står for soholdet i farestalden og pattegrisene. I 2018 blev der også tilføjet yderligere en lejet slagtesvinsstald, så der i alt er 3600 stipladser til slagtesvin, som Tommy står for den daglige drift af.

I dag er alle 100 hektar forpagtet ud, og vores fokus er 100 procent på svineproduktionen, samt hvordan vi kan optimere produktionen og grisenes daglige trivsel gennem en grøn omstilling.

Passionen for svineproduktion

Vi er drevet af vores passion for vækst. Der er en stor faglig og personlig tilfredsstillelse i at se, hvordan en pattegris trives og vokser, indtil vi har en gris, som vi kan aflevere til slagteriet. I bund og grund betyder det, at vi sørger for en tilvækst, som i sidste ende giver en værdi til fødevaremarkedet, og som vi får en fortjeneste på.

Derfor trives vi godt med, at vi producerer grise, som vi følger hele vejen igennem processen. At være selvstændig landmand handler for os om at lave et afkast på en forretning, hvor man i det daglige kan se, at det går godt. Grisene trives og har en fornuftig tilvækst. Medarbejderne er glade og værdsætter deres arbejdsplads. Forretningen laver overskud og udvikler sig med tidens tiltag for modernisering og bæredygtighed. Dét får os til at gå på arbejde hver dag med en taknemmelighed for det, som vi har skabt med Hasselvang.

Visionen for Hasselvang

Et lukket kredsløb, hvor vi tager hånd om hele værdikæden, fra pattegrisene kommer til verden, og til de er vokset sig store og skal videre til slagteriet – det har altid været visionen for Hasselvang.

Derfor er vi også meget stolte af, at vi i dag både har sostalden, klimastalden og slagtesvinsstalden. Det betyder, at vi ikke er afhængige af, at en samarbejdspartner skal aftage dem, når de fx skal vænnes fra, eller når de går fra smågrise til slagtegrise. Det giver en stabilitet og en sikkerhed, at vi selv har faciliteterne til at tage os af dem fra start til slut, samtidig med at vi får lov at se dem vokse sig færdige.

At vi har nået vores vision, er dog ikke ensbetydende med, at vi er gået i stå. Slet ikke! Nu er målet at optimere på hele bedriften, både i det daglige og i fremtiden. Derfor arbejder vi løbende på vores planer om, hvordan vi kan gøre vores produktion bedre, sundere og mere bæredygtig.

Du kan læse mere om, hvad vi helt konkret har på tegnebrættet her.

Skal vi snakke sammen?

Er du interesseret i at høre mere om Hasselvang, er du altid velkommen. Giv os et kald eller send en mail, og så tager vi den derfra.

Kontakt os her